Ode til vores elskede ferieland, Grækenland

Derfor rejser vi til Grækenland.

     En sommerferie på en ø eller ved kysten et sted i Grækenland, er noget af det mest vidunderlige, man kan forkæle sin familie og sig selv med. Solskin og varme næsten hver dag. En umådelig venlig og nysgerrig befolkning. Private hjem man bliver indbudt til at besøge af venlig nysgerrighed, eller bare fordi man taler en lille smule græsk. Her serveres ofte, som traditionen byder, en lille tallerken med lidt sødt og et glas vand. Vand, fordi mangel især i gammel tid, gjorde vand til en kostbar vare. En gæstfrihed som ikke kendes på vore breddegrader. Hjælpsomme og smukke mennesker. Det være både den unge dejlige sorthårede, brunøjede skønhed med struttebabser og smukt svungne hofter, som den gamle vejrbidte og af slid krogede bonde med et herligt smil i sit solbrune rynkede ansigt. En uovertruffen skøn natur, vekslende mellem næsten nøgne rå bjerge med en duft af vildtvoksende krydderurter, frugtbare dalstrøg med tusinder af oliven- og frugttræer, og gyldne strande som man ofte kan have næsten for sig selv. Et flot afvekslende fastland med ubeskriveligt smukke og spændende udflugtsmål, og et vidunderligt øhav. Lange solsvedne dage ved det turkisblå hav, hvor ungerne næsten udvikler svømmehud mellem fingre og tæer, da de ikke er til at drive op af det krystalklare lune vand. De snehvide landsbyer, som hænger på bjergsiderne og gemmer på et vidunderligt centralt torv med en Kafenion, skygget af en ældgammel platan, hvorunder byens ”driverter” tilbringer det meste af dagen over en ouzo med meze, eller en natsort kop kaffe og det uundværlige glas koldt vand, mens de spiller Tavli (backgammon) eller kort. Højlydte diskussioner, terningernes raslen, triumferende grin, og hændernes hårde bank i bordet høres, når der ”trumfes”. Store travle, støvede, støjende og spændende byer, som vrimler med mennesker og køretøjer af alle aldre og udseender. Nogle nok kun holdt kørende ved Guds hjælp. Antikke rester og små kapeller, som uventet dukker op overalt. Museer rummende unikke samlinger, og arkæologiske udgravninger med bygningsrester fra vores civilisations vugge, engang skabt af forrygende dygtige håndværkere. Tænk hvis man kunne have set det, da det stod den gang. Udflugter hvor naturen og fortid og nutid viser så store kontraster. Når stedet man opholder sig, og menneskene og omgivelserne omkring en går op i en højere enhed, da er der intet, der kan synes bedre.  

     Og dog! - Mod aften, når solen og temperaturen daler og lyset bliver gyldent, ændrer alt sig. Klokken ophængt i træet udenfor kirken, kalder til aftenmesse med sin sprøde bimlen. Børn skynder sig glade hjem efter de sene timer i skolen. Sigøjnerfamilien, som fra deres udslidte, raslende, overlæssede lastbil gennem højttaleren højlydt anbefaler deres plasticmøbler, lerkrukker eller vandmeloner. Arbejderne ved skibsværftet på stranden sidder sammen over en flaske ouzo og lader hvilen trænge ind under huden, inden de går hjem til familien. Fru Badegæst på vej hjem med håndklæder, lufttømte badedyr, snorkel og svømmefødder strittende ud af den store taske, og Hr. Badegæst halsende bagefter med parasol og luftmadrasser under armene, samtidig med at han forsøger at holde styr på de solbrune modvillige unger, som jo ikke vil med hjem endnu. Bonden, som tronende ovenpå sit højtlæssede muldyr, er på hjemvejen efter dagens hårde slid. Buschaufføren, som svingende med sin kombaloj læner sig op ad sit støvede køretøj, mens han tålmodigt venter på de sidste passagerer fra den netop ankomne færge. Hvad vi ikke når i dag, når vi måske i morgen!  ”Sigá - sigá!” som vores ven Xristo siger (rolig -rolig). En helt speciel stemning af fred og afslappethed falder over folk og fæ. Så meget, at hvis man slapper mere af, risikerer man at fylde sine bukser. Dagens gerning er gjort, aftenens timer er nære. For os er det feriedøgnets bedste timer, begyndende med Vangelias græske kaffe med en Metaxa, som vi indtager i hotellets have, mens hun småsludrer med os henover strygejernets gliden på de snehvide nyvaskede lagener.  Og derpå bliver det ”banjotid”. Ikke noget musisk. Banjo er det græske ord for ”bade”. 

     Efter brusebadet følger hyggen på altanen med dagens første drinks. Der skrives postkort, og udveksles SMSér med dem derhjemme. Fuglene vender i flok højt kvidrende tilbage til deres sædvanlige natkvarter i træerne overfor hotellet. Bjergenes former og farver bliver tydeligere, efterhånden som varmedisen forsvinder. Pålandsbrisen lægger sig langsomt. Et æsel skryder hæst. En af Vorherres smukkeste skabninger, en Svalehale sommerfugl, sætter sig sulten på tørresnorens blomstrede håndklæde, og føler sig snydt. Græshoppernes orkester spiller deres million år gamle ensformige melodi. Hotelkatten lister lydløst ud på jagt efter firben. Temperaturfaldet har gjort de ellers lynhurtige reptiler lidt langsommere. Unge på knallerter larmer forbi. Jo mere støj jo bedre, synes devisen at være. Dagens sidste færge tuder afgang i havnen. Tavernernes og caféernes personale haster på arbejde efter siestaen. Tjenerne er iklædt sorte bukser og åbentstående snehvid skjorte, som åbenbarer en solbrun brystkasse, næsten dækket af en sorthåret krøluldsmadras, og om halsen en tung guldkæde med et kors som vedhæng. Et vink, et stort smil, og et højlydt ”Ja sas!” kastes i forbifarten op mod os af Janni fra taverna Papangelos, som har øens nok bedste køkken, naturligvis bortset fra Vangelias. Tusmørket sænker sig hastigt. En forventningsfuld diskussion om, på hvilken taverna vi skal spise middag og tilbringe aftenen, skylles ned med et ”sip” af den vidunderligt kølige drink. En ”Altanius”, vores helt eget ord for en stor gin og tonic, skænket over masser af is og en skive af den citron, som jeg egenhændigt og uopdaget har ”nasset” fra mandens træ! Et gys gennemryster mig, da et par store dråber iskoldt dugvand fra glasset drypper ned på mit bare maveskind.  

    Man spiser ret sent her i landet. ”Pu pas?” (hvor skal du hen?) forhører Xristo sig, da vi på vej ud i aftenen kommer ned igennem hotelhaven. Og: ”Kalí óreksi!”, (velbekomme!) lyder det, da vi lister af, gjort ekstra sultne af duftene fra Vangelias køkken. Den vidunderlige lune luft kærtegner huden og løfter forførisk op i fruens skørter, så jeg får et glimt af hendes solbrune lår og af en hvid trussekant. Øens mange dufte forstærkes, nu vinden har lagt sig. Hånd i hånd går vi ”volta” langs stranden og havnepromenaden, hen mod det udvalgte sted. Enkelte ”indfangere” foran tavernerne gør anstalter til at forsøge sig, men opgiver hurtigt, da de genkender os. I stedet får vi en kort snak eller sjov bemærkning, inden vi går videre. Efter mange års ferier her i Skala Prinos kender vi efterhånden hinanden. Vi hilser og hilses med højlydte ”ja sas” og ”kali spera” af vore lokale venner og bekendte, til vi når aftenens mål. 

     Der findes næsten ikke noget bedre end en sommeraften på en oprindelig græsk taverna. En hjertelig familiær modtagelse, hvis man blot har besøgt stedet en gang før. Et besøg i køkkenet hos den storsmilende sortklædte morlille med det solhvide forklæde, og med strømperne hængende i ål over de sutsko beklædte fødder. Tandrækkerne bag det kraftige overskæg ligner en nedbrændt negerlandsby. Lige så sød og rar som dagen er lang. Hun letter velvilligt på grydelåg og ovnluge, så vi kan snuse i hendes gryder og udvælge vores mad, alt imens hun på et for os uforståeligt græsk varmt anbefaler netop det, hun helst vil have solgt først. Herefter bliver vi af tjeneren anvist et papirdugs dækket bord næsten i vandkanten, hvor de vakkelvorne stoles fletværk og ben sætter os mærker i bagdelen! Straks kommer ”O Mikros” – den lille – med glas og en karaffel koldt vand, samt en kurv indeholdende det uundværlige hvide brød og bestik indpakket i servietter. Hans løn er kun de drikkepenge, vi lader ligge på bordet, når vi går. På bordet står en halvfyldt servietholder, en oliefedtet dobbeltflakon indeholdende lokalpresset gyldengrøn og duftende olivenolie og hjemmelavet kryddereddike, samt et salt og pebersæt hvorfra fugt har gjort det umuligt at ryste noget ud. 

     Og hvilken stemning. Et par små farverige fiskerbåde for svaj drejer sig velvilligt knirkende i ankertovet, når den stille brise og småbølgerne beder dem om det. Småstenene skændes med en raslen i havstokken om de bedste pladser. Joller parkeret på stranden, trukket op på en oliesmurt trærampe ved hjælp af et primitivt gangspil. Månelyset der glimter i det sorte vand, lyden af sagte bouzoukimusik og af de andre gæsters latter og glade pludren på alverdens sprog. Duften af dejlig fremmedartet mad. Skramlen fra køkkenet af porcelæn og gryder. Røgskyer, sprutten og brasen fra den udendørs trækulsgrill. Den lunkne belysning fra de primitive lamper, ophængt i vinrankerne over vores hoveder. Et glas mælkehvid anisduftende ouzo med is til at fordrive ventetiden med. I nuet har man intet bedre i denne verden end at spise, drikke, og være glade og taknemmelige over at være tilstede. 

     Så ankommer maden; det hele på én gang. Her skelnes ikke mellem forretter, tilbehør og hovedretter. Vi ruller værktøjet, lig det fra vores oldemors køkkenskuffe, ud af de tynde papirservietter og langer til fadene. Alt er fælles! Intet er KUN til dig. Kun hovedretten er privat - næsten da! Vi bryder brødet og langer til de samme fade, uden at skelne til om retterne er bestilt til dig eller mig. Sådan er skik og brug her. Duften og synet af bondesalat, frisklandet friturestegt ti armet kalamari og tzatziki på bordet foran os, en dugvåd kande lokal retsina eller to som smager af sol, lun luft der føles som fløjl mod nøgen hud, og en rar tjener der har tid til at lave lidt sjov med os, gør øjeblikket fuldkomment. De allesteds værende katte smyger sig med halen lige i vejret om de spisendes ben for at tigge en godbid. Selv ”en høns” går gokkende og småsnakkende med sig selv rundt under bordene og piller brødkrummer op. Og så kvinden i mit liv på stolen lige overfor mig. Dejlig ser hun ud. Solbrunet, men stadig rød på næsen af dagens sol. Hendes varme smil og glade øjne, den diskrete duft af hendes parfume og af min stille hyggefjært, undsluppet ved et uheld (sådan da). Kvinde, jeg elsker dig.       

     På hjemvejen sker det, at man ”forvilder sig” ind på en kafenion for at drikke en kop græsk kaffe og en Metaxa efter middagen, og bare at sidde og sidde. Disciplinen: ”at sidde og sidde” blev opfundet og udviklet i 1999 på øen Santorini. Vi havde fundet en taverna, der hænger ud over kraterranden mod Kaldéraen i byen Thira, eller Fira også kaldet. De serverer herligt velskænket, i store isafkølede glas, køligt, skummende, dugvådt, læskende, tørstslukkende, velsmagende, gyldent, perlende, med højt skum udstyret, af humle fremstillet, rimeligt billigt øl. Høfligt og venligt serveret af lokalt fremstillede, gyldenbrune, sorthårede, smukt formede, stramt påklædte, med store brune øjne og søde smil udstyrede, servitricer. Eller af en forførende flot, høj, bredskuldret og sortskægget Adonis, hvis eneste interesse udover at arbejde for føden, er den evige konkurrence tjenerne imellem om at erobre flest kvindehjerter. Sikken en udsigt. Sikken en service! Man kan også købe sodavand!! Her sad vi og sad!! I timevis! 

     Har du i øvrigt prøvet at bruge et toilet på en gammel græsk kafenion eller taverna? Et lille varmt hummer, mange uden udluftning, som trænger stærkt til en gang maling eller nye fliser. Hvor en eventuel ventilator er groet fast i møg, og hvor lyset eller låsen i døren ofte ikke er til stede, eller ikke virker. Papir er der intet af. Der er sikkert heller intet bræt. Det brugte papir (ofte medbragte stjålne servietter fra stedets borde) skal smides i en kurv, der står ved siden af tønden. Gulvet sejler med vand - eller er det pis? Hørmen kan være ubeskrivelig. Spejlet over den revnede håndvask er fyldt af fluemøg og rustpletter, og vandhanen løber. Tit er der kun den ene dør imellem lokummet og stedets køkken. Enhver lyd fra dit ærinde kan tydeligt høres af køkkenpersonalet, så der er gået sport i det for mig, når jeg besøger et sådan sted. Jeg fjærter så højt og så ofte som muligt. En gang blev der helt stille i køkkenet, og alle så smågrinende på mig, da jeg uskyldigt småfløjtende kom ud. Jeg har også hørt dem grine højlydt over en særligt vellykket fjært, der drønede så hult i rummet, at underholdningsværdien var højt oppe på 10 skalaen. Men pas på. Her er meget olie i maden! Hvad siger du til at lave mad lige udenfor en utæt lokumsdør og en ditto dansker? Gnæk – gnæk!! Pedallokummer findes en del steder. Det er en flad kumme med et hul i midten nedsænket i gulvet, og ”pedaler” til at anbringe fødderne på. Deraf navnet. Damer er nødt til at smide bukserne helt og sætte sig på hug, hvis de ikke vil tilsvine deres tøj. Ved store forretninger skal man passe på ikke at fylde i sin egen baglomme. Fruen går af princip IKKE ind et sådant sted. Så kan hun holde sig i timevis. Så længe at hun får vand i ”øjnene”! Og jeg kan være helt sikker på, at dette etablissement kommer på hendes sorte liste. Nå, her er rimeligt. Her er papir og sæbe, en tønde at sidde på; hele rummet bliver spulet mange gange om dagen med vandslangen, og kurven bliver tømt.

     Meget senere hjemme på altanen. Lettere selskabeligt overrislet! Kun iført det for anstændig-heden mest nødvendige. Vi har stadig 28 grader. Cikaderne synger Grækenlands musik fra træerne tæt om os. Ildfluerne tænder og slukker på afbryderen. Duften af støv og fremmedartede vækster fylder den stille aften. Flagermusenes urolige flugt efter insekter. Hyggelysenes flakken og mumlende stemmer fra altanerne til siderne. Et ”klask!” og en sagte banden høres, når en af de firemotorede moskitoer uset trodser røgen fra myggelysene og alle de på huden påsmurte kemikalier, og derpå jager sin snabel dybt ind i sin higen efter blod til slægtens formering. Og slutteligt ender sit liv som en rød plamage på huden. Over os hvælver sig en dybsort nattehimmel, hvorfra myriader af stjerner blinker ned til os. Et stjerneskud trækker sin sekundkorte ildhale tværs over Karlsvognens lysende pletter. En satellits vandrende lysprik tager sin krumme bane på slæb fra horisont til horisont. Bjergenes mørke silhuetter tårner sig op bagved og til siderne. Foran os stranden, hvor småbølgerne klukkende sludrer med rullestenene i vandkanten, og skyller smukke skaller op på stranden til ungerne. En sagte ”fnisen” fra et ungt par, som i ly af mørket ligger og kæler på en solseng. I det fjerne en oplyst færge, hvor man trods mørket kan ane skumsprøjtet om boven Et par hyggedrinks, som sætter dugringe på bordet mellem os. Kristos sagte: ”kali nikta, fili”, (god nat, venner) da han lister rundt og låser og slukker.

      En salig fred og ro falder over os, mens vi sagte sludrer om dagens oplevelser, og planlægger morgendagens. Og så at slutte denne vidunderlige aften med at elske den kvinde, som kærligheds-gudinden Afrodite har sat her på jorden for min skyld. Overguden Zeus må have skabt dette land og dets folk i stor glæde. Når jeg en gang skal betale færgemanden Karon et guldstykke for at komme over floden Styx og begynde min nedtur til dødsriget Hades, kan jeg kun sige, at jeg har oplevet noget af det mest vidunderlige på denne jord.

     Grækenland, vi ses igen.

Jørgen.